Kære deltager på Forberedelsescamp og Racecamp i uge 18! 🙂

Her på siden finder du alt information om din camp.

Praktisk information

Kursusstart: Lørdag aften den 30. april kl. 21 i Zur Sonne, hvor vi holder vi velkomstmøde. Vi vil gerne have besked, hvis du ankommer senere. Såfremt du ikke kan komme til velkomstmødet, så starter undervisningen kl. 9 søndag morgen ved Tuxerfernerhaus.

Ankomst: Det er muligt at checke ind i Zur Sonne fra kl. 15.00 lørdag eftermiddag. Når du ankommer skal du indlevere dit pas til registrering på Badhotel Kirchler, hvorefter du får nøglen til din lejlighed. Ring evt. til Mads ved ankomst, så kommer vi og byder dig velkommen.

Parkering: Det er muligt at parkere ved Zur Sonne. Hvis der er fyldt kan man parkere ved Badhotel Kirchler.

Ophold

Vi bor i hyggelige østrigske ferielejligheder ved familien Kirchler i Hintertux. Lejlighederne hedder Zur Sonne.

I lejlighederne laves der mad sammen. Vi går dog ud og spiser sammen første og sidste aften, hvilket betyder at der reelt kun skal laves mad 4 aftener. I byen er der en lille butik hvor man kan købe meget let ind, og ellers skal I ned i dalen for at finde et supermarked. De fleste butikker i Østrig er lukket om søndagen, så det kan være en god idé at tage morgenmad til søndag med hjemmefra. Alternativt kan der spises morgenmad på Badhotel for 15 EUR, det skal blot meddeles i receptionen dagen før. Lejlighederne er udstyret med 2 kogeplader, så hvis I allerede tænker i en madplan, kan det være smart, at udelade ting der skal laves i ovn. Der er viskestykker i køkkenerne, men klude, opvaskebørster, sæbe, salt, peber og lign. skal I selv have med, eller købe det når I handler første gang. Der er WiFi i bygningen.

I huset er der et barområde med et opholdsrum hvor vi kan hygge os, nørde ski-ting, se ski-video og være sociale. I huset er der også en fin sauna og et bordtennisrum. Udover saunaen i Zur Sonne, er der fri adgang til Badhotel Kirchlers swimmingpool. Det ligger lige på den anden side af gaden, og du skal bare sige at du rejser med os og at du gerne vil i swimmingpoolen.

Sengelinned, lagener, håndklæder og håndklæder til sauna-land findes i lejlighederne. Der kan gratis vaskes tøj i kælderen, men man skal selv have vaskepulver med.

I kælderen er der et rigtig fint skirum, hvor vi kan slibe ski. Mandag er der åben workshop, hvor vi giver tips og tricks til hvordan du sliber ski. Hvis du mangler udstyr anbefaler vi Insider Sportshop hvor de har alt. Den ligger i Lanersbach og de giver 20 % rabat når du siger at du er med SkiLab.

Fra lejlighederne er der 1 minuts gang til skibussen og kun 800 meter til liften. Søndag morgen mødes vi ude foran, og går sammen til skibussen så alle kan se hvor den er.

Hvis i har særlige ønsker til fordelingen i lejlighederne, kan I blot skrive dem til os, og ellers fordeler vi jer, så drenge bor sammen og piger bor sammen.

Undervisningen og træning

Forberedelsescamp
Der er undervisning 3 timer hver formiddag. Resten af dagen har du fri til at træne og indarbejde det du har arbejdet på om formiddagen. Undervisningen vil være målrettet kursusforberedelse, så du står skarpest muligt når dit kursus med DDS starter lørdag morgen.

Racecamp
Der er storslalomtræning hver dag fra morgenstund til frokost. Om eftermiddagen har du fri, så du kan bruge tiden på at træne frit skiløb, og indarbejde nye bevægelsesmønstre udenfor banen. Vi kører på tid når det er passende, og finder en balance hvor i får det optimale ud af det. At køre på tid må ikke fjerne teknisk og taktisk fokus, og dermed begrænse udviklingen, men samtidig skal i vænne jer til at køre på tid gennem løbstræning, og blive gode til at præstere når det gælder. Det er ca. 2 – 3 gange i løbet af ugen. Når vi kører på tid sætter vi 0-tider, og beregner eurotest og PSI1 tider. I får selvfølgelig altid jeres tider, så I kan notere dem og følge jeres udvikling over.

Video
Som udgangspunkt laver vi videoanalyse hver dag, men vi tilpasser det naturligvis vejrforholdene. Vi tilrettelægger det således, at I ser videoen på bjerget; enten til frokost, eller lige efter jeres gennemløb i bunden af banen på en tablet. På den måde har i mulighed for at tage op og træne lynhurtigt efter i har set videoen, med både jeres løb og jeres video i frisk erindring. Alt video bliver lagt på ind her, så I selv kan se det igen om aftenen.

Trænere
Trænerteamet i uge 18 består af Kasper Kirketerp og Mads Vinther.

PSI1
Hvis du vil tage PSI1 eksamen som en del af Racecamp, skal du tilmelde dig hos Den Danske Skiskole her: https://dendanskeskiskole.dk/kursus/kalender/1546. I burde kunne tilmelde jer, selvom der står tilmeldingsfrist 25. april.

Liftkort

I får udleveret liftkort lørdag til velkomstmøde. Liftkortene gælder både I uge 18 med skilab og i den efterfølgende uge med Den Danske Skiskole. Husk at tage et billede af det, så I kan få et nyt hvis I mister det.

Transport

I bliver tilføjet en Facebook-samtale hvori I kan koordinere transport. Acceptér gerne venneanmodningen fra Mads Vinther, og hvis du ikke har Facebook så skriv til os på mail.

OBS: Hvis I har valgt bustransport med DDS er det vigtigt at I skriver til dem at I KUN skal med hjem.

Forsikring

Du er selv ansvarlig for forsikring. Vi anbefaler at du tjekker at du har en forsikring, og ellers tegner en, der dækker syge- og hjemtransport i tilfælde af en ulykke. Det kan være en god idé at tjekke om ens forsikringsselskab anser rejsen som en erhvervsrejse. I er meget velkomne til at skrive en mail eller ringe til os hvis der er spørgsmål til forsikring – vi har et godt samarbejde med Gouda Forsikring som kender jeres behov som skilærere. Klik her for at komme til deres hjemmeside.

Coronavirus

Der kan være særlige regler i Østrig, som ikke gælder i Danmark. Da reglerne ændrer sig løbende, giver vi jer en opdatering på de gældende regler når vi nærmer os afrejse.

Hvis i har spørgsmål til noget skal i ikke tøve med at kontakte os på info@skilab.dk eller på 42464260.

Vi glæder os til vi ses i Tux!

Venlig hilsen

SkiLab teamet

For at nå dit ønskede mål med dit skiløb, kan du allerede nu begynde at forberede dig. Du har allerede taget det første skridt, ved at deltage på vores camp, hvor du vil kickstarte det skitekniske, men for at gøre chancerne for succes endnu bedre er det vigtigt at du også er i god fysisk og mental form.

Fysisk forberedelse

Skiløb er fysisk krævende. Specielt når man er på kursus. Her er man på fra tidlig morgen til sen aften med egenfærdighed, selvtræning, undervisningspraktik, teori osv. Chancerne for succes øges markant, ved at være i god fysisk form. Det giver mentalt overskud, ikke at skulle døje med f.eks. tunge ben på 3. dagen og maks. puls når gang man har kørt et løb. Derudover er det en kæmpe hjælp skiteknisk at man har fysisk overskud, og det nedsætter risikoen for skader. Det er derfor vores klare råd, hvis i ikke allerede er i gang, at starte træningen nu! Hvis i ikke er i gang endnu, så start med at opbygge en god grundform. Det kan man gøre gennem cardio-træning som løb, cykling og lign. Først når man har nået en god grundform, kan man begynde at tage fat på træning specifikt rettet mod skiløb. Du kan sagtens nå at gøre en forskel på 3-4 uger!

Cardio

Grundform: Den simpleste måde at nå en god grundform er ved cardio-træning. Cardio-træning er træning, hvor hele kroppen er i gang. Du presser ikke dig selv til det yderste, men forsøger at holde den samme intensitet i længere tid. Det kan f.eks. være 5 km løb eller 30 km cykling. Det vigtige er at du træner regelmæssigt 3 – 4 gange om ugen. Hvis du ikke har trænet så meget før, så start med at træn 2 gange i den kommende uge, og sæt derefter frekvensen op til 3-4 gange pr. uge op til kursusstart. Vælg den form for aktivitet du bedst kan lide, så det er sjovt når du skal træne.
Skiform: Hvis du har en OK grundform, hold da fast i cardio-træningen, men målret den mod skiløb. Det kan du gøre ved at fokusere på intervaltræning, med intervaller som passer til skiløb. Et løb på ski varer sjældent mere end 30 – 60 sek. Hold derfor intervallerne indenfor denne ramme. Udfør intervallerne med så høj intensitet som muligt og med 2 – 3 min. pause mellem hver – ligesom på ski. Det kan f.eks. være en løbetur, hvor du spurter i 45 sekunder hvert 4. minut. Udover at det ruster dig bedre til at køre på ski, bliver din løbetur måske også lidt sjovere.
Opvarmning: Uanset om du skal til at starte med træningen, eller har trænet meget før, så husk en grundig opvarmning. Opvarmning mindsker skadesrisikoen markant. Opvarmning kan f.eks. bestå at helt let løb, hurtig gang, eller dynamisk udstræk af de muskler du skal til at bruge. Brug f.eks. YouTube til at finde inspiration.

Styrke

Jo stærkere man er, jo mere aggressivt og dynamisk kan man køre på ski. Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med styrketræning før, så anbefaler vi at man får en god og grundig introduktion i sit lokale træningscenter. Hvis man allerede er selvkørende, så fokusér på basisøvelser der styrker hele kroppen. F.eks. squats, lunges, dødløft og bænkpres. Squats er specielt gode, da den belastning og udmatning man oplever i øvelsen, er meget lig den man oplever på ski. Supplér gerne med øvelser for benene. F.eks. benpres, lunges, box jumps, squat jumps og lign er gode øvelser. Man kan finde rigtig mange gode guides til øvelserne på Youtube. Det er også yderst vigtigt at lave coreøvelser. Planke, sideplanke, sit ups, toes to bar og lign. er gode øvelser. Vi bruger coren rigtig meget når vi kører på ski, og uden en stærk core og kropsspænding er det svært at køre dynamisk på ski. Disse øvelser kan ligeledes findes i adskillige varianter på Youtube.

Hvis du er interesseret i et skræddersyet træningsforløb op til dit skikursus, så kontakt os på info@skilab.dk eller på 42464260.

Balance og koordination

Balance- og koordinationsøvelser er noget som mange forsømmer, men de er vigtige at lave. Jo bedre din koordination og balance er, desto bedre er dine muligheder for at udvikle dig som skiløber. Du kan bruge en fitnessbold, et balancebræt eller en blot en hård pude til at lave balance- og koordinationsøvelser. Stå f.eks. på et ben på en hård pude eller et balancebræt. Når det bliver for nemt så luk øjnene, og når dét bliver for nemt, så begynd at lave squats på ét ben. Balance- og koordinationsøvelser er rigtig sjove at lave, og det er kun fantasien der sætter grænser for hvilke øvelser man kan lave. Gå på Youtube hvis du mangler inspiration!

Mental forberedelse

Ovenstående tiltag vil gøre jer fysisk klar, og regelmæssig træning god form er også super god mental forberedelse. Med en stærk fysisk platform, vil i have meget mere mental energi, og i vil føle jer mere klar til kurset.

Visualisering

Hver gang i træder i løbeskoene, eller styrketræner i fitnesscenteret, vil det holde fokus på jeres mål – skiløbet. I vil så at sige komme i ”skimode”, og det kan i udnytte til at visualisere nogle af de ting, som i allerede ved skal ske under kursusugen. F.eks. et eksamensløb. Visualisering er et meget effektivt redskab til at optimere præstationer. Faktisk er det videnskabeligt bevist, at når man visualiserer, så aktiveres de nerver og muskler som vi forestiller os vi bruger. På den måde kan vi snyde vores krop, og få den til at tro at den har været igennem et bevægelsesforløb langt flere gange end den egentligt har. Det giver selvtillid og ro når i endelig skal til eksamen. Til at hjælpe visualisering er det godt at se en masse skiløb og sætte sig godt ind i manualen. Gå igen på jagt på Youtube, eller gense gamle videoanalyser og forsøg at sætte det sammen med det i læser i manualen.

God træning, og skriv endelig til os hvis i har spørgsmål! 🙂

Ugeprogrammer

Herunder er der et program for ugen, hvori du kan se hvornår der er aktiviteter. Alt er naturligvis frivilligt, men de fleste ting plejer at være sjove og interessante at deltage i.

Program Forberedelsescamp DDS uge 18 2022

  Formiddag 09.00 Eftermiddag 17.00 Aften 20.00
Søndag Undervisning Spise ude
Mandag Undervisning Open workshop i skikælderen
Tirsdag Undervisning Skiteorileg i fællesrummet
Onsdag Undervisning
Torsdag Undervisning Spørgetime i fællesrummet
Fredag Undervisning Afslutningssamtaler Fællesspisning og afslutning i fællesrummet

 

Program Racecamp uge 18 2022

  Formiddag 09.00 Eftermiddag 17.00 Aften 20.00
Søndag Træning Teori om at køre storslalom Spise ude
Mandag Træning Open workshop i skikælderen Teori om teknik og taktik
Tirsdag Træning Målsætning Skiteorileg i fællesrummet
Onsdag Træning
Torsdag Træning
Fredag Træning Fællesspisning og afslutning i fællesrummet

Hvis I har spørgsmål til noget kan I altid kontakte os på info@skilab.dk eller på 42464260 😊